Sociale medier eller overvågningsmedier?

Vi bruger de sociale medier til at være i kontakt med vores venner. Men bruger vi dem lige såvel til at tilfredsstille vores nysgerrighed omkring andre?

Illustrasjon: Thomas Kaikonen

Sociale medier er platforme, der danner og vedligeholder sociale netværk og holder os i kontakt med vores kære, fjerne og bekendte såvel som ukendte. Fordi de er så populære i dag og kæmper mod hinanden om vores opmærksomhed, kommer opdatering på opdatering for at holde konkurrenterne i skak. Nogle af de nyere funktioner kaster en masse data om os ud til andre brugere, vi ikke selv er herrer over.

Vi vælger selv vores profilbilleder, hvilke oplysninger vi vil angive, og om det er tilgængeligt for alle eller blot vores venner. Denne data deler vi selv, men andre kan også aflæse data om os, vi ikke selv deler aktivt. Når jeg nævner Set-markeringen på Facebook Messenger, er jeg sikker på, at alle i større eller mindre grad har haft et anstrengt forhold til den. Om vi vil det eller ej, deler Facebook nemlig, når vi har set beskederne. På denne måde deles vores fodspor på platformen med personen, vi chatter med. Yderligere kan vores Facebook-venner se, når vi er online, og hvornår vi sidst var det.

Det er blevet helt normalt at snakke om, at personen man chatter med har set ens besked, men at han eller hun ikke har svaret. Disse data om os kan give anledning til tolkning hos vores venner, som venter på svar. De kan rent faktisk lægge et pres på os, fordi vi ved, de kan se det. Regner vi med, at de holder øje med os og fortolker på vores stilhed? Og er det egentligt fordi, det er sådan, vi selv bruger de data om andre? Det kan føles som et overvågende øje, at vores fodspor deles. Det tilbyder andre og os selv muligheden for overvågning af vennernes færden på platformen, hvis man vil gå op i hvornår og hvor ofte, de er online.

Overvågningsmulighederne har taget nye højder med både Facebooks og Snapchats lokalitetstjenester. På begge medier er det muligt at se, hvor vores venner befinder sig i verden. Snapchats funktion kan endda vise hvilken bygning, de står i. Jeg har hørt historier om folk, der herpå har set, hvor deres venner er, og derefter er taget derhen for at møde dem. Medierne kan på denne måde skabe et grundlag for socialitet. Men det kan også fremstå overvågende aktivt at tjekke vennernes lokaliteter og bruge den information – også uden vennerne kan have noget at sige i det. Dette er tjenester, vi selv giver lov til deler vores lokalitet. Ingen kan dog styre, hvordan vi bruger disse data om andre eller hvor ofte, vi holder øje med hinanden.

Det er blevet så normalt for vores generation og dem efter os, at informationer som disse er frit tilgængelige 24 timer i døgnet. Vedligeholdelse af kontakter og overvågning af andres færden på platformene er en hårfin grænse, vi ikke selv lægger mærke til, fordi vi er vant til at kunne gøre det. Det er næsten en selvfølge, at man skal passe på, hvornår man svarer, når Set-markeringen er stemplet på samtalen. Vi er blevet tilvant overvågningskulturen, hvor alt er transparent. Men blot fordi vi er vant til at kunne tjekke op på vores venners lokalitet og onlinestatus, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke indgår i overvågningspraksisser, når vi gør det. Praksisserne er blot blevet socialt accepterede og brugt, som var det at se på klokken. Vi overvåger hinanden i den almindelighed, som vi – og de sociale medier – har gjort det til.